BRINGSTRUP & SIGERSTED 

DANSKE FILM SOM FORKYNDELSE

​

Hermed følger anden del af artiklen om forkyndende spillefilm fra halvtredserne. Første del blev bragt i LOKAL NYT Februar – nummer 4. Hele artiklen blev bragt første gang i Sct. Mariæ sogns kirkeblad i februar 2017.

Den anden film er Avismanden fra 1952 instrueret af Jon Iversen. Titelrollen spilles af en af dansk films helt store og da allestedsnærværende stjerner Ib Schønberg. Ifølge Gyldendals Danske Filmguide havde Avismanden en særlig plads i Schønbergs hjerte netop pga. sin kristne forkyndelse. Filmen handler om avissælger Olsen, som fra sin kiosk ved Eliaskirken på Vesterbro, hjælper mennesker i nød. Avismandens diakonale arbejde giver sig udtryk i både handling og ord, og derved kan han ses som en nærmest Kristuslignende karakter. I det Ny Testamente udfører Jesus mirakler og undere sideløbende med, at han forkynder bl.a. ved at fortælle lignelser. At Olsen netop lever af at levere budskaber i kraft af at sælge aviser til forbipasserende, kan ligeledes fortolkes som en parallel til kristendommen: Aviserne har nyheder at berette i lighed med, at ordet evangelium betyder glædesbudskab. Olsens handlinger består bl.a. i at uddele gratis kaffe til værdigt trængende og indgyde selvrespekt hos sociale udsatte mennesker. Sidst i filmen skaffer han et forældreløst barn en kærlig familie. Olsen skaffer desuden en gruppe hjemløse husly i en tom kirke, hvor de tøvende - men ganske fejlfrit! - synger med på Dejlig er jorden. Aktionen anses af omgivelserne for at være kontroversiel. En kommunist, der optræder kort i handlingen, bemærker, at Jesus også var revolutionær.

Olsens forkyndelse sker primært gennem samtaler med de mennesker, han møder. Selvom Olsens noget salvelsesfulde retorik til tider kan være svær at kapere for den nutidige tilskuer, fremstiller instruktøren Jon Iversen ham loyalt. Filmens skæve eksistenser har ikke meget ondt at sige om Olsen, bortset fra, at han taler for meget om Vorherre og i øvrigt omtales som ”højhellig som tredje juledag”, som en af dem udtrykker det. Desuden roser de Olsen for ikke at opfordre til at deltagelse i ”kristelige møder”. Selv udtaler Olsen, at kirken er repræsentant for det mere durable (varige, holdbare) i tilværelsen, nemlig evigheden, og kirken i øvrigt er et fortrinligt sted at være stille med sig selv. Olsen udtaler desuden sin manglende tilfredshed med den daværende sociallovgivning – og fortsætter - at hvis man i et såkaldt kristent samfund overhovedet har behov for en sociallovgivning, har samfundet slået fejl, er Olsens argument. Olsen selv kom til tro efter en voldsom kærlighedssorg, der drev ham til selvmordstanker. På et tidspunkt forklarer Olsen, at han drives til at prædike, fordi han er millionær (på tro må man formode) og derfor gerne vil dele ud af sin tro. Olsens forklaring minder bemærkelsesværdigt meget om fodboldpræsten Søren Holms forklaring på, hvorfor han ville være præst. På et senere tidspunkt i filmen er en prostitueret kvinde tæt på at omvende sig, da Olsen fortæller om syndernes forladelse og historien om den samaritanske kvinde. Filmens sidste scene er et totalbillede af Eliaskirken ledsaget af højstemt musik Så skulle ingen vist være i tvivl om filmens kristne budskab.

Avismanden og Fodboldpræsten set i dag
 

Det ville være risikabelt at anbefale Avismanden og Fodboldpræsten som store filmoplevelser i sig selv. Filmene skal mest ses af deres filmhistoriske værdi. Det er tvivlsomt, hvor mange blandt et moderne publikum, der ville lade sig berøre af dem. Filmenes form ligger langt fra det filmsprog, som man kender fra nyere film, men begge film er udtryk for forkyndelse, fordi det kristne budskab forkyndes loyalt og uden omsvøb.