BRINGSTRUP & SIGERSTED 

VI GØR, SOM VI PLEJER – RITUALER UDE OG HJEMME

Træder man ind i en af Folkekirkens kirker til en gudstjeneste eller en anden kirkelig handling, må man tænke, at alt er gammelt, og gudstjenesten befinder sig i en parallelverden, hvor udviklingen er fløjet forbi. Der er dog et sted, hvor gudstjenesten har fulgt med tiden: I gudstjenesten gør vi, som vi plejer. Grundformen i gudstjenesten går tilbage til reformationen i 1536. Vi har endda papir på, at vi gør, som vi plejer. På kirkens alter ligger Ritualbogen, hvor Folkekirkens ritualer er nøje beskrevet.

​

Ofte er det hyggeligt at gå til gudstjeneste. Det er et postulat fra undertegnedes side, men det er også en hensigtserklæring. Samtidig er gudstjenesten en alvorlig sag, for man bør ikke glemme, at gudstjenesten kredser om livets største spørgsmål som evigt liv, frelsen, troen med den treenige Gud som overskrift. De kirkelige handlinger markerer livets store vendepunkter. Livets begyndelse i dåben af et nyfødt barn. Senere i barnets liv markerer konfirmationen overgangen fra barn til voksen (teenager). Par i alle aldre giver deres ”ja” til hinanden og til Gud i kirken, som også lægger rammer til bisættelser og begravelser, når livet er forbi.

I kontrast til livets store vendepunkter står hverdagen, som for de fleste er præget af en lang række ritualer. Hvem har ikke et morgenritual? Hvem gør ikke de samme handlinger i forbindelse med hverdagens mange gøremål og udfører de samme arbejdsgange på arbejdspladsen? Ritualer og vaner hænger lidt sammen. Vaner og rutiner hører sammen. Når man udfører en opgave med rutine, indebærer det, at opgaven udføres med erfaring, fordi man har løst den samme opgave utallige gange. Øvelse gør mester.

​

På et lidt blødere plan er det hyggeligt og trygt at gøre de samme ting på den samme måde. Hverdagen i hjemmet og på arbejdet er fyldt med rutinemæssige opgaver, som ikke kræver, at man skal sætte sig ind i nye sammenhænge og færdigheder. Gentagelserne i de mange rutinemæssige opgaver gør os trygge og styrker tilliden til egne færdigheder. Somme tider udfører man ritualet for ritualets egen skyld. Det er hyggeligt for en selv, mens familien og kollegerne undrer sig og irriteres, når ritualet står i vejen for opgavens effektive udførelse.

På kirkernes alter ligger en sort bog med teksten Ritualbog på ryggen. Heri beskrives Folkekirkens ritualer. Slår man op i indholdsfortegn-elsen, leder den til tørre og præcise anvisninger for, hvordan guds-tjenesten og de kirkelige handlinger bør udføres. Gudstjenesten og de kirkelige handlinger skal udføres korrekt og med den alvor, som situationen kræver. Det uventede beskriver Ritualbogen ikke, som for eksempel, hvis smilet fra dåbsbarnet smitter både gudmor/gudfar, præst og faddere i en grad, så dåben forløber i en munter stemning. Det gør ingenting, for ritualets rette udførelse sikrer, at alle finder tilbage til sporet. Udover gudstjenesten og de kirkelige handlinger, beskriver Ritualbogen også ritualerne for skriftemålet* og for ordination af præster, indsættelse af præster, provster og biskopper samt indvielse af kirker, kirkegårde og kapeller.

Det er med en vis bæven, at man som nyuddannet og nyligt ordineret præst anskaffer sig sin første ritualbog, åbner den og ser ritualerne beskrevet som noget, man selv skal udføre og ikke blot deltage i som kirkegænger. Ens famlen og bæven beroliges i mødet med de nøgterne og præcise beskrivelser af de kirkelige ritualer. Alt er nøje gennem-tænkt og klart formuleret, og så er det bare på med kraven og komme i gang, måske suppleret med lidt forudgående hjemmearbejde med spisebordet gørende det ud for alterbord og det øvrige møblement for menighed.

Vil man se Ritualbogen, ligger den på alteret i de fleste kirker. Ritualbogen kan desuden downloades og står bagerst i salmebogen, så man kan følge med i gudstjenesten. Udover at være blandt præstens vigtigste arbejdsredskaber, har præsten det særlige forhold til Ritualbogen, at vedkommende både udfører ritualerne og selv optræder som objekt i ritualerne i de tilfælde, hvor præsten deltager i gudstjenesten og ikke leder den. Desuden har præsterne været objekt i dåben, konfirmationen og ordinationen, da de fleste præster må formodes at være både døbt, konfirmeret og ordineret. Nogle få præster er objekter i ritualet, hvis de vies til provst, og endnu færre, hvis de vies til biskop. Når præsten er død, må man forvente, at en anden præst begraver eller bisætter præstekollegaen. Gifte præster har været objekt i vielses- eller velsignelsesritualet, som i modsætning til alle de ovennævnte ritualer, er det eneste ritual, der kan udføres mere end en gang på den samme person. Vi gør, som vi plejer. I gudstjenesten, i hjemmet, og på arbejdet. Det er trygt og godt og vidner om rutine.

*Ritual, hvor man over for en præst bekender en synd, lover at angre og beder om at modtage Guds tilgivelse. Ritualet er, så vidt vides, ikke hyppigt brugt i Folkekirken. I den katolske kirke er skriftemålet et af de syv sakramenter.