BRINGSTRUP & SIGERSTED 

DANSKE FILM SOM FORKYNDELSE

​

Artiklen blev bragt første gang  i Sct. Mariæ sogns kirkeblad i februar 2017)

 

Dansk film producerede i begyndelsen af halvtredserne en lille håndfuld film, der var entydigt forkyndende, dvs. at de formidlede det kristne budskab uden forbehold. Ifølge 100 års dansk film og filmjornalisten Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide er følgende film udtryk for en forkyndende tendens i dansk film i begyndelsen af halvtredserne: Det handler om Det Sande Ansigt (1951), Foldboldpræsten (1951), Avismanden (1952). Fodboldpræsten er omdrejningspunkt for denne artikel. En artikel om Avismanden følger i det kommende nummer af Bøgebladet.

​

Tendensen er interessant, fordi idéen om en film, der bærer et entydigt budskab, er relativt sjældent forekommende i den danske filmproduktion, der sjældent vil publikum meget andet end at underholde eller måske ”sætte tanker i gang hos publikum”, hvis det står højt til. Kristendommen og religion er et tema i mange danske film. Der er en stor mængde religiøse temaer og symboler i flere af Lars von Triers film f.eks. Breaking the Waves (1996), Antichrist (2009). Noget lignende gør sig gældende i Carl Th. Dreyers Ordet (1955). Andre film/tv-serier foregår i et kristent miljø uden at rumme et egentligt kristent budskab som f.eks. serierne Fiskerne (1977) og Charlot og Charlotte (1996). Både Fodboldpræsten og Avismanden kategoriseres af 100 års dansk film som kristeligt-opbyggelige folkekomedier. I de følgende to artikler undersøges, hvorledes Foldboldpræsten og Avismanden forkynder det kristne budskab.

 

Fodboldpræsten

 

Fodboldpræsten er instrueret af Alice O’Fredericks, ophavskvinde til utallige folkekomedier. Manuskriptet er af Grete Frisch efter en roman af Jens Locher fra 1950. Jørgen Reenberg spiller hovedrollen som Søren Holm, der ved siden af sit teologistudie plejer en karriere som fodboldspiller på landsholdet. Søren møder gennem en gammel ven en ung kvinde fra ”det bedre borgerskab” ved navn Inger, og de to unge fatter sympati for hinanden. Inger fremstår som den mest tænksomme i sin noget overfladiske familie. Den set med nutidens øjne meget korrekte Søren opfattes af Inger som ”tilbagelænet” og bemærker over for ham, at han ikke er ”streng og salvelsesfuld som andre præster”. På Ingers spørgsmål om, hvor han vil være præst, svarer Søren med at erklære sig velhavende med hensyn til tro og håb. Under et stævnemøde vil Søren ikke gå videre end til at kysse Inger. Fremstillingen af Sørens afholdenhed er ikke et udslag af puritanisme fra instruktørens side. Hvis det var tilfældet, ville hun næppe vise scener fra parrets kærlighedsliv overhovedet. Scenen fortæller, at Søren er tro mod sin overbevisning uden at udlevere ham som en stivnakket pietist.

​

Søren får embede i landsognet Harslev, som ifølge menigheds-rådet er ved at gå til i ”ugudelighed” og ”umoralitet”. Man håber derfor på, at Søren vil sætte ind med en moralsk oprustning. Menighedsrådsformanden er særligt bekymret for en gruppe af yngre mænd kaldet Terrorgruppen, som kommer vel ofte på kroen. Den samme gruppe mænd udgør samtidig den lille bys fodboldhold. Holdet mangler en spiller til en vigtig kamp og henvender sig til Inger for at bede hende overtale sin mand landsholdsspilleren Søren, som tøver pga. af frygt for menig-hedens reaktion, men hans kloge hustru ser fodbolden som et middel til at skabe kontakt til ungdommen. Inger bemærker, at Søren både gennem sin fodboldkamp og sin første prædiken har adskilt sig fra de såkaldt ”meget troende”. Sidst i filmen kommer en spiller fra fodboldholdet ud for en arbejdsulykke med dødelig udgang. På sit dødsleje bekender den unge mand sine synder under Sørens forsikring om, at det aldrig er for sent at angre og bekende sine synder. Dette utvetydigt kristne budskab formidles rent og purt uden forbehold og kan derfor karakteriseres som forkyndelse. Filmen slutter af med en gudstjeneste, hvor præsten indleder med at byde velkommen til ”de små og de store, som er her for første gang”. De små er Sørens og Ingers datter, som skal døbes. De store ser vi ikke, men man formoder, at det er voksne, som ikke er kommet meget i kirken i forvejen. Måske er det fodboldholdet eller endda filmens publikum. Sidst i filmen går Ingers far (Ib Schønberg) fallit med sit firma, og den deraf følgende sociale deroute for Ingers familie skildres som en lykkelig begivenhed, hvorigennem de indser de egentlige værdier i livet, de kristne værdier, må man formode.

​

Læs om Avismanden i næste nummer af LokalNyt.