BRINGSTRUP & SIGERSTED 

Da Bringstrup var ”stationsby”

 

I vores lokalområde er Ringsted vores nærmeste stationsby. Skal vi med toget, må vi til Ringsted station. Det er også der, at vi henter de gæster, som har rejst med toget. Sådan har det ikke altid været. I perioden 1931-1955 kunne man stige af og på toget i Bringstrup. Trinbrættet lå tæt på broen, hvor Bringstrupvej bliver ført over jernbanen.

 

Danmarks første jernbane åbnede i 1847 mellem Roskilde og København. Ni år efter, den 27. april 1856, åbnede strækningen mellem Roskilde og Korsør via Ringsted, Sorø og Slagelse. Strækningen som uformelt kaldes Vestbanen eller mere specifikt Den sjællandske Vestbane, blev drevet af Det sjællandske Jernbaneselskab, der overgik til staten i 1880. DSB oprettedes i 1885.

​

Bringstrup trinbræt (med den officielle DSB-forkortelse Brt) blev oprettet i 1931, 75 år efter banens åbning, og lå 67,6 km fra Københavns Hovedbanegård. På trods af navnet lå trinbrættet i Sigersted sogn. Åbningen var forbindelse med, at lokaltrafikken mellem Roskilde og Korsør gik fra dampdrift til dieseldrift. Dieseldrevne lokomotiver har lettere ved at standse og komme op i fart igen, hvilket gør det muligt at oprette flere standsningssteder. Ifølge hjemmesiden www.danskejernbaner.dk blev Bringstrup trinbræt nedlagt i 1955.

 

Mængden af litteratur om Bringstrup trinbræt er - helt uforståeligt! - begrænset. Derfor var det helt oplagt at tale med et menneske fra vores lokalområde, der ved noget om jernbaner og endda bor meget tæt på banen, nemlig Gunnar Christensen fra Bringstrupvej 9. Gunnar beretter om sit lange arbejdsliv ved DSB, som indledtes i 1962 på den daværende Fjenneslev station som banearbejderaspirant. Turen på fire km til Fjenneslev foregik ad den kortest mulige vej, nemlig på skinnerne med skinnecyklen som transportmiddel i retning mod Sorø. Inden man sprang på skinnecyklen, havde man omhyggeligt orienteret sig om toggangen på strækningen. Gik der 20 minutter, inden toget kom, kunne man godt nå at køre de fire km på skinnecykel.

 

Opkaldet foregik via linjetelefonen, som var kommunikationsmidlet, før nogen havde tænkt på radioer, mobiltelefoner og lignende. Gunnar fortæller, at der var et forhold, man altid skulle tage i betragtning, når man transporterede sig på skinnecykel. Det var, at færdslen altid foregik i venstre spor, så man kunne orientere sig efter modgående trafik.

​

Var uheldet ude, havde man tre muligheder:

• Man kunne forsøge at løfte skinnecyklen af sporet. Men så skulle man være hurtig.

• Nåede man ikke det, skulle man vippe cyklen og køre i grøften.

• Tredje mulighed var at springe af skinnecyklen og lade toget knuse skinnecyklen.

Om kørslen på skinnecykel fortæller Gunnar følgende: En morgen, hvor det var meget tåget, skulle jeg køre til Fjenneslev station ad det venstre spor. Jeg ringede til stationen for at høre, om der var et tog på vej. Fra stationen var beskeden, at der ikke var tog på vej, det var kørt, så jeg satte skinnecyklen på sporet og begyndte at køre mod Fjenneslev, men efter ca. 100 meters kørsel så jeg i den meget tætte tåge en sort mur foran mig. Det var en E-maskine (damplokomotiv). Der var kun ét at gøre: Jeg vippede skinnecyklen og mig selv ud i grøften. Da jeg svingede skinnecyklen ud i grøften, var det lille sidehjul på skinnecyklen så tæt på toget, at toget nåede at ramme sidehjulet samtidig med, at cyklen og jeg selv var på vej ned i grøften. Det var tæt på! Jeg måtte blive hjemme resten af dagen. Det var et større chok og en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

 

Den teoretiske del af jernbaneuddannelsen foregik på DSB’s hovedkontor på Sølvgade i København. Man kunne ikke lade aspiranterne øve sig på det rigtige sikkerhedssystem. Derfor havde man i kælderen under hovedkontoret en attrap, hvor aspiranterne kunne øve sig. Efter en uge på skole blev aspiranterne sendt ud på tjenestestederne som afløsere. Fjenneslev station, hvor Gunnar indledte sin tjeneste ved banen, blev nedlagt for persontrafik i 1962. Stationen var dog fortsat hjemsted for banekolonne 36, hvor ti mand var ansat indtil 1968.

 

Inden Bringstrupvej blev ført over banen på broen, var overskæringen sikret med elektriske bomme. Inden den teknologiske udvikling nåede dertil, var det ledvogterens opgave at sikre vejoverskæringen. Ledvogterne var de banearbejdere, der bevogtede jernbaneoverskæringerne, før de blev sikret med manuelt betjente bomme og blink.

 

Det var ledvogterens opgave at lukke de låger (et led er en låge i en indhegning), der sikrede, at al anden trafik ikke bevægede sig over skinnerne, når toget passerede. Ledvogterne boede som oftest i et hus, en tjenestebolig, beliggende ved siden af den overskæring, som den enkelte ledvogter var ansvarlige for at bevogte. Ledvogterhusene er nummererede. Ofte ses numrene stadig på de huse, som er bevarede. Ledvogterhuset ved Bringstrup havde nummeret 43a, hvilket betyder, at der lå 43 ledvogterhuse mellem København og Bringstrup.

 

I 1955 blev Bringstrup trinbræt nedlagt, men Den sjællandske Vestbane er fortsat en af hovednerverne i den danske jernbanestruktur.

 

Gunnar fortsatte sin karriere ved DSB som banebetjent, banemontør, formand og nåede positionen som banemester i Ringsted med ansvaret for den daglige ledelse af 24 ansatte og hele strækningen fra Borup til Korsør og fra Ringsted til Glumsø samt restbanerne (nedlagte strækninger uden daglig trafik) Slagelse-Næstved, Slagelse-Værslev og Dalmose-Skælskør. Mens vi sidder i haven, må vi afbryde samtalen, hver gang et tog passerer på den stærkt trafikerede strækning. Det bliver da meget klart, hvor mange tog, der kører igennem vores lokalområde hver dag og nat.

​

Som borger på vores egn mærker man ikke meget til togene på banen, der skærer igennem vores lokalområde. Da vi ikke længere har et trinbræt, er jernbanen blot noget, vi passerer på køreturen ad Bringstrupvej. I stilheden om morgenen og om aftenen kan man godt høre togene passere forbi som et minde, om dengang Bringstrup var stationsby

 

Kilder: Niels Jensen: Vestsjællandske jernbaner. Ringsted arkiv. Hjemmesiden www.danskejernbaner.dk

En stor tak til Gunnar for at fortælle om sin tid ved DSB.

 

Sognepræsten